Efterårets forestilling var "Det Dårlige Selskab"
En musikforestilling med tekster og musik fra Kim Larsens store katalog.
Forfatter Kevin H. Larsens intro til stykket
Kim Larsen er lydsporet til min barndom. Han var alle steder. På P4, som kørte altid. På bånd og på plade. Senere på cd.
I bilen, på lange ture og en hel uge i Sverige. Kun med Kim Larsen musik. På drengeværelser. I Fars bil.
Han var til festerne i hjemmet. Han var til halbal i Hellehallen. Han var i ølteltet på Vorbasse marked.
Han var på de værtshuse, jeg arbejdede på.
Han var med til mit første bryllup. Vi sang en af hans sange til min søsters konfirmation. Jeg har senere sunget hans sange på højskole og i kirken.
Ja, vi spiller også hans musik når vi i min familie mister. Mine børns morfar blev båret ud til Om Lidt bliver Her Stille. Og det var temaet i præstens tale til min fars begravelse.
Kim Larsen var med til hverdag og fest. Til glæde og sorg.
Hans musik ja.
Ja, men hvem var han så.
Det er enkelt. En god melodi. Og en god tekst.
Det siger han i hvert eneste interview op gennem en 50årig karriere.
Alle sangene I hører i aften har han enten skrevet musik eller tekst til. Eller begge dele.
De ord det bliver sagt, er citater af musicals Kim Larsen har skrevet.
De andre ord har han sagt hen ad vejen, i interviews og som kommentarer til sine koncerter.
Kim Larsen er født højskolemand. Han havde det i blodet fra sin mor og morfar. Derved er det stadig ordet der gælder hos Larsen. Vores nationale sangskat. Fra Frank Jæger til B.S. Ingemann.
Vores Poesi, fra Halfdan Rasmussen til Klaus Rifbjerg og Nis Petersen.
Litteratur, fra Moby Dick til Bibelen.
Alt lød godt når han sang det.
Det kom fra hjertet. Derfra kommer en særlig klang.
De sidste 30 år har Kim Larsen lavet musik for sin fornøjelses skyld.
Han lavede de sange han synes var gode. Nu og her. De er øjebliksbilleder. Det er ikke sikkert de består om 50 år. Det var Kim Larsen ligeglad med.
Men før den tid, ligger en guldgrube fra hans periode fra 1968 til 1996.
Må jeg byde jer alle velkommen med Kim Larsens egne ord.
Mine damer og herrer.
Rigtig hjerteligt velkommen.
Må Gud velsigne jer.
Forfatter,
Kevin H. Larsen.
Egtved, 23-10 2022.