Efterårets forestilling var Vores Sensommer af Ernest Thompson.
Teaterforeningen Blæksprutten begyndte i 2020 at øve på Ernest Thompsons velkendte skuespil Vores sensommer, corona satte 2 gange en stopper for opførelsen, men nu ser det ud til at lykkes, endelig.
Stykket har været opført adskillige gange og er desuden blevet filmatiseret.
Handlingen i skuespillet foregår i Ethel og Norman Thayers sommerhus ved
søen. I en hel generation har det aldrende ægtepar holdt ferierne dér. Spørgsmålet er, hvornår det er sidste gang, de kan gøre det. De er ved at blive rigtig gamle. En begyndende demens lurer hos Norman, der ellers
har stykkets bedste, mest veldrejede og vittige replikker. Ethel er den nænsomme hustru, som forsøger at hjælpe ham igennem svære stunder, når angsten for demens og død truer med at tage over.
Nu har deres 42-årige
datter, Chelsey, meldt sin ankomst – med en ny mand, der medbringer sin teenagesøn… Forholdet mellem Norman og Chelsey har været anstrengt i årevis. Spørgsmålet er, om det er muligt for Norman her i slutningen af
livet af få rettet op på de dumheder og misforståelser, der har præget forholdet mellem far og datter.
Ernest Thompsons stykke er fuld af humor, vittige replikker og bevægende scener. Det er et stykke fuld af menneskelig
indsigt, som også gode amatørskuespillere formår at forløse. I Teaterforeningen Blæksprutten har vi glædet os meget til at løfte den opgave.